workingcavaliers

Jeg bliver ofte spurgt, om mine hunde kan enes, og svaret er Ja, det kan de. De enes og de er grounded i hinandens selskab. Men det kommer ikke af sig selv. Det er bevidst tilstræbt, meget gennemtænkt og utroligt styret.
Har jeg nogensinde oplevet konflikter imellem dem? Ja én gang mellem de to voksne bc tæver i forbindelse med løbetid og adolescens. Jeg greb ind omgående, justerede på vores rutiner, trænede med begge samtidigt hver dag i en periode, skiftede foder hos den ene, var meget årvågen ved den næste løbetid.
Jeg træner en hel del med mine hunde, men mit primære mål er at have et stressfrit hjem.
Når der er 6 eller flere hunde i et hjem, er der risiko for et øget stressniveau; det kan være svært for den enkelte hund at nå at opfange og afkode de subtile signaler, som de andre hunde sender næsten kontinuerligt, hvilket kan fremkalde stress. Stress, der ikke finder afløb, bygger op og op, og man har potentielt X antal krudttønder gående omkring.
I de seneste 3 år har nogle af mine bekendte, og kunder mistet én eller flere hunde på grund af konflikter i flerhundehjem. Der var hunde der blev voldsomt skambidt, hunde der blev bidt ihjel, og hunde der blev aflivet som ’aggessorer’.
Kan sådan noget undgås? Ja, langt hen ad vejen kan det. Hvorfor konflikter opstår, er individuelt; det kan være plads, forkert sammensætning af personligheder, resurser, alder, løbetid, samme køn, mangel på motion, stimulering, opfyldelse af daglige aktiveringsbehov, menneskelig kontakt. Meget ofte hænger det sammen med stress og mangel på styring.
Med styring mener jeg planlægning og grundig overvejelse af stort set alt.
Når jeg overvejer at føje en ny hund til flokken, tænker jeg ikke primært på egne ønsker og behov, (hvilken hund der kunne opfylde mine ønsker om trænbarhed, lærenemme eller hvad det nu måtte være), men hvilken hund der vil passe ind i den eksisterende flok. Det er i min verden det allervigtigste. Hvordan er personligheden, hvilke energier, hvilken race/type, hvilke og hvor mange forskellige racer kan vi rumme?
Jeg sørger for at deres daglige aktiveringsbehov bliver mødt, at de får sund og lødig kost, at de får tilsyn af dyrlæge/hundefys ved de mindste tegn på at der noget galt, at hver hund dagligt får tid sammen med mig og kun mig, at deres behov for fysisk og mental stimulering og træning/arbejde bliver mødt dagligt, og at der er opsyn og styring.
Jo flere hunde, des mere styring, des mere træning, des mere struktur. Det betyder styr på døre, børnegitre, sovepladser, spisepladser, gåture. Jeg skal observere mine hunde, vide hvad de fortæller mig, vide hvor hver enkelt hund er, bemærke små spændinger imellem to hunde og handle prompte: give dem plads hver for sig, indtil jeg kan finde ud af hvad der forårsagede spændingerne eller det er drevet over. Jeg har ansvaret og mine hunde er afhængige af at jeg gør det rigtige.
’Uden opsyn’ går i min verden slet ikke; når jeg ikke er hjemme, er de tre bc tæver adskilt fra hinanden og de andre hunde. De kan alle se hinanden, men er i hver sit rum adskilt med børnegitter. Cavalierene har alrummet, gangen og forstuen, hvor de kan finde plads til at være for sig selv, hvis de ønsker det. På den måde opstår der ikke stress og konflikter, som ingen kan gribe ind og stoppe. Når jeg ikke er hjemme, er det sovetid, ikke rende-omkring-og-lege tid.
Det er vigtigt for mig, at fodringen foregår stressfrit: hunde har ikke nødvendigvis glæde af at spise i andres nærhed, selvom vi mennesker finder det hyggeligt. Hos os er det kun de to ’små’ der spiser side om side, alle andre får deres foder for sig selv. Der en helt fast struktur, som de kender, og når jeg starter med at gøre deres mad klar, indtager alle deres spisepladser.
Det lyder måske alt sammen frygteligt besværligt og tidskrævende, og klart kræver det tid og energi. Men efter min mening er det det eneste rigtige; vi har taget en helt anden art, rovdyr, ind i vores hjem (med begrænset plads og mere eller mindre snævre rammer), og kan ikke forvente, at de selvom hunde har levet i menneskers hjem i århundreder, agerer og reagerer som små mennesker i hundepels. Der er instinkter og nedarvede reaktionsmønstre, som vi ikke er menneskelige, og ikke altid helt lette at forstå og gennemskue, og det er mit ansvar som hundeejer at indse og respektere det, og give mine hunde et godt liv, i sikkerhed og balance.