Jeg købte Sienna for 4 år siden, da hun var 16 uger gammel. Hun var en glad, livlig og meget nysgærrig hvalp, der var ‘med på det værste’. Det var en fornøjelse at arbejde med hende, hun lærte lynhurtigt, var især god til søg og apportering.
Det var meningen, at Sienna skulle være konkurrencehund, og det så bestemt lovende ud.
Da hun var 5 måneder gammel, blev hun overfaldet af en løs hund under en skovtur. Dette forandrede hele Siennas væsen.
De første to års tid efter overfaldet kunne hun slet ikke udholde andre hundes tilstedeværelse. Hun stivnede fuldstændigt, sad bare og stirrede tomt frem for sig. Det var frygteligt, så synd for hende!
Som om dette ikke skulle være nok, havde hun et alvorligt bækkenskred, da hun var hvalp. Det blev ikke diagnosticeret før ca. et år efter. Ingen dyrlæger, heller ikke såkaldte orthopædkirurgiske eksperter kunne finde ud af, hvorfor hun haltede på ve. bagben.
Først da Lone Fabricius Jørgensen fik Sienna i hænderne, blev problemet fundet, og løst 🙂 Jeg er Lone evigt taknemmelig!
Det var et stort, meget stort arbejde at få Sienna tilbage ‘på fode’ igen. Hun tøede med tiden mere og mere op, især hjalp det, da hun næsten ugentligt var i kontakt med Marianne Bleskys venlige cavalierer.
Hun har stillet op og klaret sig godt til forskellige konkurrencer, er i Heelwork to Music klasse 1 og Rally Expert klassen. Men hun er trykket og ufri i ringen, så naturligvis skal hun ikke stille op mere.
Engang imellem er hun med til Rally, når jeg er afsted med Frida. Det synes hun godt om, men er stadig synligt utryg, når hun ser andre hunde, og hører dem gø.
Nu arbejder vi med søg og apportering, Sienna er enestående dygtig til at søge selvstændigt og grundigt, og har hjulpet med at finde mine og andres tabte genstande 🙂
Hun er også dygtig til spor, vi håber at komme på et af Anne Egedes schweisskurser i det kommende forår
Sienna kan mange fine ting, vi træner tricks og Heelwork for vores fornøjelse. Hun elsker det, er meget tændt og ivrig. Det er virkeligt en skam, at vi ikke kan deltage i konkurrencer, men når hun ikke har psyke til det, er der jo ingen fornøjelse ved det!
Det allervigtigste for mig er, at hundene har det godt og synes det er sjovt. Placeringer og titler er dejlige at vinde, helt bestemt, men sekundært i forhold til hundenes velbefindende.
Blir kjempeglad og inspirert av å lese bloggen din og se filmene du legger ut! Tusen takk for at du deler!
tak, Ellen 🙂 vores cavalierer er så skønne at arbejde med, de kan lære så meget, og elsker at gøre det.