Lørdag den 3. november drog Bella, Beans, Jamjar og jeg i vores nye bil til Berlin. Jeg har længe glædet mig til at deltage i German Open med to cavalierer, og endeligt var tiden kommet 🙂 Lille Jamjar træner HTM flittigt, og det tegner godt, men denne gang skulle hun med for at samle erfaringer og lære stemningen ved en stor messekonkurrence at kende.
Muffin, Toasty, Frida og Sienna blev hjemme, dels fordi Muffin ikke er gammel nok til rabies vaccine, dels fordi de ikke skulle konkurrere, og derfor ville sidde i bur det meste af tiden. Vores dejlige hundepasser, Lone flyttede ind hos os og hyggede om dem 🙂
Det var nu lidt trist at være afsted uden hele flokken. Især Frida og Sienna har jo været med på alle eventyr.
Bilen, som kan rumme mine nu 7 workingcavaliers og et pænt antal foldebure og rekvisitter, blev købt i tirsdags efter en meget kort beslutningsproces, og skulle nu ud på sin første større tur. Den er god og rummelig, er ikke en uge gammel og har nu kørt 1200 km.
Vi tog Gedser-Rostock overfarten, som så mange gange før, efter at have gået en frisk tur langs Østersøkysten.
I Berlin havde jeg bestilt et dobbeltværelse på hvad der viste sig at være et Youth Hostel i Prenzlauer Berg, 5 minutter fra Velodrom, Berlins store indendørs cykkelarena hvor konkurrencen blev afholdt. Vi fik et meget stort 6sengs værelse, hvor de to senge var rykket sammen. Stedet er pænt, nydeligt rent og beliggende i baggården til en nedlagt fabriksbygning 5-10 minutter fra Alexanderplatz. der var tyst som graven, personalet venlige og imødekommende, morgenmaden god og rigelig. Min forespørgsel om jeg næste gang kan komme med syv hunde blev venligt bekræftet 😀 Vi hyggede os og jeg nød Berlin resten af lørdagen.
Søndag morgen startede konkurrencen med 6+ og Senior klasserne, derefter kom selve German Open – de officielle klasser.
Velodrom er en kæmpestor arena, hvor konkurrencen blev afholdt i rammerne af den store, årlige Heimtiermesse. Dogdance konkurrencen var helt igennem velorganiseret: der var stille rum til de hunde, der har brug for fred og ro, opvarmningsringen lå udenfor det område, publikum har adgang til, og indsenderne spurtede frem og tilbage for at hente deltagerne og hjælpe med alt, der måtte være brug for.
Nogle af deltagerne havde vi allerede mødt ved to tidligere stævner, alle var søde og venlige, udvekslede gerne tips og erfaringer, og roste og bakkede hinanden op. 🙂
Beansen var starter nr. 2 i klasse 1. Jeg brugte noget tid til at vise hende selve konkurrenceområdet og lade hende få fornemmelsen af den kæmpestore hal. Underlaget var meget fint: nogle store hårde gummifelter, der blev skubbet sammen, fuldkommen skridsikkert og lyddæmpende.
Der var tykt med tilskuere, de stod hele vejen rundt om afspærringen, og en del flere sad på de højereliggende tribuner over arenaen. Jeg var lidt spændt på, om Beansen ville finde alle dem uimodståelige, men hun er blevet voksen, ænsede dem ikke.
Beansen var virkeligt på, øjnene lyste, og hun strålede af iver og arbejdsglæde. det er sådan en fornøjelse at arbejde med denne dejlige, galde hund 🙂
Efter middagspausen blev det Bellas tur til at stille op i klasse 2. Bella var ligeledes glad og ivrig, gjorde næsten alt. Men jeg kan fornemme at hun ikke mere er 4 år… Bella er i sit 10 leveår, og jeg fornemmer at det ikke let for hende at udføre visse tricks og bevægelser. Jeg tænker at det måske er fornuftigt at lade hende stille op i Senior klassen, hvor kravene til de fysiske udfoldelser ikke er så høje, for eftertiden.
Hen på eftermiddagen begyndte det at regne, og da jeg ikke er glad for at køre stærkt i regnvejr (hvad den nye bil ikke er vild med heller..), og jeg mumlede denne min undskyldning for at køre inden konkurrencen var færdig. Fik dog det svar, at man meget gerne ville, at vi blev til præmieuddelingen, da det jo er en stor ting…… Klart; jeg ønsker jo ikke at være uhøflig, som ‘fremmed’ og som en slags gæst.
En af grundene til at de syntes, vi skulle blive var den, at Beansen blev klassevinder og Bella 3. vinder i sin klasse 🙂
Som altid i DDI er der gjort meget ud af at ære vinderne med musik, pokaler, foderpræmier og diplomer. Det er meget festligt og giver en god og positiv afslutning på nogle gode dage. Også nogle gode minder at tage med hjem 🙂
Nu skal vi igang med et nyt freestyle program til Beansen, ganske vist er hun bedst til LP, men freestyle er sådan en god afveksling for hende, og når hun nu rykker op i næste klasse, må det være me det nyt program.
Næste gang vi skal konkurrere i Tyskland, sandsynligvis i maj 2013 igen i Berlin, går vi ‘all out’. Alle stiller op: Bella og Sienna i 6+, Beansen i officiel klasse 2, Fridolin i handicap klasse, Jamjar i Fun open – hunde skal være 15 mdr. for at stille op i officielle klasser, Toasty i officielklasse 1 og lille Muffin i babyklassen :-D.
Jeg glæder mig alledere, og vi har en lang, mørk vinter foran os, hvor der skal trænes, trænes…
Skriv et svar