Efter min mening er en øvelse ikke virkeligt indlært, før den er under signalkontrol; det vil sige at hunden viser den ønskede adfærd hver gang signalet bliver givet, at den kun viser denne adfærd, og at den kun viser adfærden på signalet. Til visse typer adfærd/øvelser vil jeg meget gerne have et ordsignal, sådan at min kropsholdning eller orientering til hunden ikke spiller nogen rolle for, hvordan -og om- hunden udfører øvelsen.
En af disse øvelser er Fri ved Fod, hvor jeg ønsker at hunden indtager den korrekte position ved min venstre side og holder den, uanset hvordan jeg bevæger mig.
Det står mig klart, at hunde
1. ikke kan dansk – eller noget andet menneskesprog
2. lærer i form af at downloade billeder, mere end ved at høre et bestemt ordsignal
3. kan have billedet af en bestemt situation i hovedet som del af et signal.
Jeg har arbejdet en del med Fri ved Fod med Muffin, fordi uanset om hun bliver lydighedshund eller HTM hund er det en af de vigtigste øvelser… og for mig en af de mest interessante at arbejde med.
Muffin er god til at lære, hun er motiveret og tænker sig om, så hendes Fri ved Fod er nydelig. Hun indtager pladspositionen på ordsignalet ‘Plads’, og forstår, at hun forventes at blive i den indtil jeg afslutter øvelsen med et ‘Fri’.
Så egentligt er kriterierne opfyldt, ordet ‘Plads’ får Muffin i den ønskede position, uanset hvornår jeg siger det, og hvor vi er henne.
Men er situationen den samme, når det er en anden person- en helt fremmed-, der giver signalet??
Min træningsmakker Susan har gået Fri ved Fod med Muffin, hvilket gik helt fint. Men måske tæller det alligevel ikke, fordi Muffin kender Susan godt, og overnikøbet har boet hos Susan en weekend.
Chancen for at teste dette bød sig idag, da Sidsel trænede sammen med os. Sidsel er en dygtig og kompetent HTM handler, og Muffin har aldrig set hende før.
Efter at have hilst på Sidsel, set hende arbejde med sin hund, og bakket igennem Sidsels ben som en del af træningen i at koncentrere sig om mig, og ikke omgivelserne, bad jeg Sidsel om at gå en runde Fri ved Fod med Muffin.
Muffinsen gik på plads hos Sidsel på ordsignalet ‘Plads’, og gik en nydelig Fri ved Fod hos en fuldkommen fremmed.
Bortset fra glæden ved at se min hund være så tilidsfuld, at dette overhovedet ikke anfægtede hende, synes jeg også at det viser, at adfærden ‘Plads-Fri ved Fod’ er under signalkontrol.
Hvor er hun dog sød og dygtig ❤