Min dejlige, kloge, dygtige, smukke Bella er nu 10 år, og på alle måder still going strong.
Hun har i løbet af de 5 år, vi sammen har konkurreret i dogdancing, opnået at blive DKKHTMME, mester – ikke champion- fordi hun har en ikke-FCI stamtavle. Bella har også flere gange bestået i freestyle klasse 3.
For et par år siden blev hun udtaget til det danske OEC HTM landshold, kunne dog ikke stille op da hun blev syg dagen før konkurrencen.
I løbet af det sidste halve årstid har jeg observeret, at Bella er lidt mere stiv end hun før har været, og ikke altid ret gerne vil bevæge sig sidelæns og især baglæns i visse HTM positioner. Jeg har fået hende røntgenfotograferet, har været til kiropraktor og fysioterapi, og der er ikke noget galt med hendes bevægeapparat.
Min lille Bella er ‘bare’ en ældre dame….
Vi har haft nogle gode oplevelser sammen i HTM sporten, og hun har virkeligt været eminent god til det. Men nu er det slut, i hvert fald med HTM på konkurrenceplan. Når det ikke er sjovt og føles godt for hunden, er der ingen grund til at gøre det!
Bella vil dog stadig deltage i dogdancing konkurrencer; måske rækker hendes fysiske formåen ikke helt til at konkurrere i Freestyle klasse 3, men i Tyskland findes der en officiel Senior klasse, hvor kravene til programmets sværhedsgrad er afpasset de gamle hundes formåen.
Bella er også DcH Rally Champion, og kan konkurrere i DKK Rally Ekspert klassen, så jeg må ud at studere baner ved rally konkurrencerne, og finde ud af, hvem der bygger baner med flow, og hvor hundene ikke alt for ofte skal ‘sitte’… hvilket ikke er sagen for en lidt stiv senior.
‘Så kan vi sikkert konkurrere i rally lydighed også, ind imellem.
Tak, min lille Bellastjerne, for godt samarbejde og mange gode timer i HTM ringen 🙂
Skriv et svar