Lørdag den 26. juli fandt årets sidste DKK HTM konkurrence sted i Lille Skensved. Muffin har tidligere i år deltaget i en DKK HTM konkurrence, men missede den næste på grund af maveinfektion. Så det var jo lidt spændende, hvordan det kom til at gå med det samlede pointtal.
Muffin fylder 2 år i august, så jeg har på ingen måde travlt med hende, hun når det hun kan, ingen pres eller hastværk med at få hende opad i klasserne.
Men muffinshunden er en dygtig og meget motiveret lille hund, hun stillede op i HTM 3 gange i 2013, vandt klassen alle gangene og blev Årets Hund 2013, HTM klasse 1.
Begge de gange, hun har stillet op i klasse 2, blev hun også klassevinder, så oprykning til klasse 3 stod lige for døren.
Vejret var meget, meget varmt og trykkende, og Muffin lå i bilen på en kølemåtte, og iført en kølevest.
Jeg varmede hende stort set ikke op, og hun var ikke den sædvanlige sprudlende lille dansehund.
Men Muffin er en ærlig, hårdt arbejdende lille en, der giver hvad hun formår 🙂
Hun blev igen klassevinder, med 25,23 points ud af 30 mulige. Helt unødigt at sige var jeg meget, meget stolt af min lille stjerne.
Nu er hun rykket op i HTM klasse 3; jeg er i gang med et nyt HTM program, og der ligger megen sjov og dejlig træning foran os, før vi stiller op i denne den sværeste HTM klasse 🙂
Tak til Emmy Simonsen for to af billederne 🙂
Skriv et svar