Da jeg i april måned forøgede dyreholdet med 4 høns, var reaktionen fra de unge hunde ganske overvældende.
Der blev skreget højt, hver gang goggerne viste sig, trådhegn blev bidt i stykker, lågen blev tvunget op, og jeg byggede rent faktisk en indhegning rundt om selve hønsegården, for at have dobbelt sikkerhed.
Især Beansen, Toasty og ´Muffin var temmelig vilde; Beansen bed ved flere lejligheder dyrehegnet i stykker… 😦
Den form for adfærd vil jeg ikke acceptere, vil pokker’me have fred i mit egent hjem 😉 så vi gik i målrettet og systematisk antijagt træning (AJT).
Det stod hurtigt klart for mig, at der ikke var meget fidus i at klikke og belønne for at hundene så væk fra hønsene, og fokuserede på mig. Det gjorde intet ved den stress de følte i hønsenes nærhed, eller ved den frustration, der nødvendigvis bygges op, når man skal forsøge at ignorere det der lige nu er allermest spændende og vigtigt.
Strategien blev lagt om, og jeg valgte at klikke og belønne dobbelt. Klik og godbid (det bedste huset formår) for at stå/sidde roligt og se på hønsene, og endnu en belønning i form af at få lov til at blive ved med at se på dem, senere i forløbet ved at få lov til at snige sig hen imod dem.
På denne måde undgik jeg både stress og frustration, fordi hundene fik lov at glo på disse spændende skabninger så meget de ville, og oven i hatten at udføre en slags jagtadfærd.
Vi trænede på denne måde hele sommeren, ca. 1 gang om ugen. I starten stod vi udenfor den ydre hegn, rykkede hurtigt ind i bufferzonen mellem de to hegn. Senere i kort snor i hønsegården, derefter i 3 meter line, og til sidst uden line. Klik og beløn for roligt at iagttage hønsene, klik og beløn for roligt at bevæge sig rundt imellem dem, osv.
Successen kom hurtigt; hundene var betydeligt mere afslappede, når de gerne måtte se på hønsene og ind imellem snige sig hen imod dem. Hønsenes tiltrækning aftog relativt hurtigt, og andre ting, såsom hønsenes mad og de fjer, de havde tabt, blev mere interessante.
Hundene har i nogen tid været med i hønsegården, når jeg gør rent og ordner derinde, uden opsyn, stille og roligt.
I dag kom så kronen på værket 🙂
Beansen og Muffin gik med ind i hønsegården, da jeg skulle ind og gøre rent. Efter at have støvet rundt efter spændende hønsefoder (hvilket der ikke var), bad Beansen om at komme ud igen! 🙂 der var for kedeligt, kunne jeg se på hende.
Lidt efter kom Muffin spænende i flyvfart ud fra hønsenes krat… Ved nærmere eftersyn viste det sig, at hun havde stjålet en kogle fra goggerne ( jeg er ikke sikker på at gogs er klar over, at de havde en kogle..:) ) og ville meget gerne lukkes ud af hønsegården for at bringe dette trofæ i sikkerhed.
Sådan gik glansen af krævegogs… 😀
Jeg har trænet jævnligt, med tålmodighed og forståelse af jagtadfærd, og masser af belønning, både i form af lækkerier, og i form af tilladt jagtadfærd. Der har ikke været et eneste ‘Nej’, ‘Fy’, ryk i en line eller lignende.
Jeg er levende klar over, at dette ikke betyder at hundene vil afholde sig fra at jage høns eller andet godt i andre sammenhænge, på andre lokaliteter. Men vi er kommet et pænt stykke vej, og der er fred og ro herhjemme. Nu skal vi så ud og generalisere antijagt adfærden mange forskellige steder. 🙂
Der er altid noget at arbejde med 🙂
Skriv et svar