Jeg har ofte i tysk hundetrænings kredse stødt på konditioneret afspænding som et ganske almindeligt brugt og meget virksomt redskab til at hjælpe hundene til stresse af, og genvinde roen i mange forskellige sammenhænge. Det er ganske alment brugt, og ikke kun for feinschmeckere eller hundenørder. Konditioneringen sker ved hjælp af en lyd/et ord/bestemte berøringer/massage, eller andre former for ritualer som at ligge på et bestemt tæppe. Og det virker, ingen tvivl om det.
På uddannelsen for hvalpe-og unghundetrænere hos Anja Fiedler lærte vi sidste år om konditioneret afspænding ved hjælp af aromaterapi, hvilket for mig lyder både interessant og forholdsvis enkelt.
Lille Piper, bc på snart 9 uger, er lige flyttet ind hos os, og kunne være en hund, der ville have glæde af at få hjælp til at slappe af. Hun er ret aktiv, og har svært ved at stoppe, når hun virkeligt får kørt sig op i de høje gear. Så det er oplagt at starte denne træning med hende.
Til det formål valgte jeg at bruge en kamilleolie med honning. Anja Fiedler anbefalede kamille olie og lavendel olie til afspænding, citrusolie, gerne en der ikke er så skarp, som for eksempel blodappelsin olie, til afspænding og dæmpning af frygt. Da hundenes lugtesans jo er noget bedre end vores, bruger jeg en suspension af 400 ml vand og 3 dråber af olien. Dette til en start, til jeg er sikker på at hunden ikke opfatter lugten som ubehagelig, fordi den er for stærk. Når hun er vænnet til det, kan jeg måske koncentrere suspensionen noget mere.
Nå Piper har været i aktion, og jeg tydeligt kan se, at hun er ved at spænde af; hun lægger sig i sit bur eller et andet sted og begynder at falde til ro, lægger jeg en lille klud med nogle dråber af suspensionen på/lige ved hende.
Kluden skal senere erstattes med et halsbånd eller bandana, som hun får på, når hun skal slappe af.
Men først skal det konditioneres, og jeg tænker at gøre det dagligt, hver gang, hun er ved at falde i søvn, eller lægger sig til at slappe af.
Efter min mening skal en lille hvalp lære de vigtigste ting først; indkald, kontakt, balance, stabilitet, kropskontrol i det hele taget, sociale kompetencer og tryghed i mange forskellige former for miljø.
Til den lille liste vil jeg nu føje konditioneret afspænding, hvilket hun jo nok får brug for.
Det lyder super spændende – håber du vil skrive om hvordan det udvikler sig 🙂