workingcavaliers

Jeg har længe haft lyst til at beskæftige mig med Mantrailing, som jeg er stødt på i tysk hundesport, hvor det er en populær sport for alle hunde; også meget anvendt i byerne, hvor det ellers kan være vanskeligt at finde muligheder for at træne med sin hund.
I år skulle det så være. Helle og jeg købte hver især en glimrende tysk bog om Mantrailing, læste den igennem og aftalte at gå i gang.
Lille Jamjar er en glad og samarbejdende hund; hun startede som hvalp med HTM, som hun er meget dygtig til, og hvor hun rykkede op i klasse 3 i løbet af 6 konkurrencer, godt 2 år gammel. Hendes krop var imidlertid ikke udviklet nok til den ret hårde træning af mestendels for en hund unaturlige bevægelser, som det kræver at gøre sig gældende i denne svære klasse. Derfor besluttede jeg at lade hende holde en pause med HTM på konkurrenceplan, hvilket iøvrigt har gjort hende godt!
Det var naturligt at vælge at mantraile med Jamjar, fordi hun, foruden Bella på 12 år, ikke for tiden er igang med at lære nye færdigheder.
Helle og jeg startede for ca. 10 uger siden, med indlæring på det mest basale plan. Hundene skulle lære at forbinde færten fra et stykke tøj fra en person (Runneren) med at søge og finde netop den person.
Vi mødtes en gang om ugen, og lod dem kun arbejde i 3 omgange per gang, selvom det i starten kun varede 3×5 minutter.
Jamjar har aldrig nogensinde lavet næsearbejde før, og Helles Flair har arbejdet med Schweiss og spor i 11 år, så for begge hundene var Mantrailing, hvor hundene overvejende laver højt søg, noget helt nyt.

mine Mantrailing makkere, Helle og Jamjar

Fordi vi er gået så langsomt frem og har ladet dem stoppe, mens det var sjovt og ‘smagte af mere’, har begge hundene lært teknikken utroligt hurtigt, og vi har stort set gået fra sejr til sejr; følt os helt høje når vi kørte hjem fra træning.

Nu er vi så der, hvor det virkeligt er sjovt, og hvor man ikke har noget valg; man må stole på sin hund, fordi man ikke aner, hvor Runneren er gået hen.
Flair fattede det meget hurtigt, og er idag fuldkommen sikker på, hvad hun skal, med en succesrate på 100%.
Jamjar er ved at komme efter det; idag gik Helle, efter at have gået et godt stykke, ind i en gruppe mennesker, hvilket var helt nyt for Jamjar. men den lille klarede den, var ikke i tvivl om, at Helle var ‘derinde’, og fandt hende også.
Næste udfordring var, at Helle forsvandt ind igennem døren til Svømmehallen som sidste trin på trailen, også dette klarede lille Jamjar, på trods af den stærke klorlugt.
Mantrailing er kommet for at blive 🙂 ingen tvivl om det! Ikke to dage behøver at være ens, en trail kan varieres i det uendelige, og vel kun fantasien sætter grænser…. 🙂
Lige nu er vi kun 4; Helle og Flair, Jamjar og jeg. men jeg håber, at der kommer flere til, som har lyst til at have det sjovt, mens de arbejder med hundenes fine næser, og har mod på at skulle forlade sig helt og holdent på deres hund. 🙂

Read Full Post »

Den 11. december sidste år flyttede Morgan, border collie, ind hos os 9 uger gammel 🙂
Jeg har gjort mig en del tanker om hendes hvalpe- og unghundetid, og vil gerne træne og forberede hende bedst muligt til et liv som sportshund.
Morgan er valgt med omhu og med stor vægt på hendes sind, da hun skal bo sammen med mine 6 (nu kun 5) cavalier piger.
Hun er rolig, ‘tænksom’ og har masser af psykisk overskud.

Vigtigst for mig er hverdagslydigheden; hverdagen skal fungere, gerne gnidningsløst.
Derfor lægger jeg stor vægt på at lære hvalpen impulskontrol, hvilket gør livet i menneskenes verden betydeligt lettere for en hund, reducerer stress opstået på grund af lav frustrationstolerance, og giver hunden bedre muligheden for selv at ‘styre’.
Mine hunde må meget gerne blive siddende i bilburet, selvom døren går op, gå hen bag mig på ordsignalet ‘hinter’ og blive der selvom vi bevæger os og der kommer andre forbi/imod os, slippe selv meget eftertragtede objekter når de bliver bedt om det, undlade at samle mad og lignende op, som bliver tabt på jorden/gulvet. Når jeg arbejder med min hund skal den kunne ignorere forstyrrelser af alle slags, og senere skal den kunne blive på et sted, eller i en position selvom jeg fjerner mig. Alt dette kræver god impulskontrol.

Indkaldet som er livsvigtigt, skal også sidde. Både det normale, individuelle ‘hverdagsindkald’ og ‘nødbremsen’ som er et fløjtesignal, der er fælles for alle hundene.
Håndtering er også vigtig: dyrlægen sal kunne røre/palpere overalt, jeg skal kunne børste tænder, klippe klør, børste og ordne pelsen, rense øren osv.

Dernæst lægger jeg vægt på at hvalpen kan gå sammen med mig, og de andre 5 hunde i løs line.

En sortshund skal have god kropskontrol, hvilket blandt andet forebygger skader. Dette arbejder vi meget med, på forskellige måder. Vi arbejder med styrketræning, balanceøvelser og koordinationstræning.

Gangarterne skal trænes og forbedres. Hunden lærer at balancere sin krop og at ‘bære’ sig selv afslappet og frit.
Til den træning bruger vi bandt andet cavalettis. jeg lægger megen vægt på, at hvalpen primært lærer at gå/trave helt ligeudrettet med naturlig afslappet hovedholdning, hvilket jeg opnår ved at lade hende gå efter opretstående snudetarget. Morgan skal muligvis blive HTM hund, men at se op på mig, mens vi bevæger os, kan hun nemt få lært ved shaping senere.

Vi arbejder med konditioneret afspænding hvor Morgan lærer selv at bringe sig i en rolig sindstilstand. Dertil bruger jeg en klud, som er blevet stænket med nogle få dråber kamilleolie. Når hun ligger roligt og afslappet, lægger jeg kluden på hendes hals, og hun kommer med tiden til at forbinde duften med denne tilstand. siden bliver det til et stofhalsbånd med denne duft, som hun får på når hun skal falde til ro, for eksempel efter træning.

Det er stortset hvad Morgans grundtræning består af.

Jeg har lagt stor vægt på at udvikle hendes sociale færdigheder; hun skal meget gerne kunne omgås alle slags hunde, og mennesker. Til det formål har vi kørt hele Sjælland tyndt for at møde legekammerater og venlige voksne hunde.
Da opdrætter bor langt ude på landet, har Morgan ikke oplevet alverden ‘derhjeme’, og vi har brugt en del tid på miljøtræning.

Lidt sjov skal der også være, og hun skal lære at blive ‘klikkerklog‘, lære at lære, og at tage initiativ i læringen.
Til den ende laver vi tricksøvelser, hvor jeg udelukkende bruger shaping.
Morgan lærer hurtigt nu, ved hvad shaping går ud på, og synes, det er sjovt.

HTM positioner og elementer af lydighedsøvelser snuser vi kun til ind imellem; foreløbigt er der rigeligt, hun skal bruge sin energi på at lære.

Read Full Post »

Jeg har levet næsten hele mit liv med hunde. Mine forældre havde sorte schæfere, og som barn fik jeg selv en foxterrier, som ledsagede mig på rideture igennem skoven og skøjteture hen over den frosne sø. Senere fik vi rottweilere og berner sennen, og der har siden været mange forskellige hunde, af forskellige racer i mit liv.
Mange af dem var ‘problemhunde’ der stod til aflivning, så det at beskæftige hunde, få dem til at tænke sig om og bestille noget, altså dyrke hundesport, har i mange år været en fast del af mit liv.
De seneste 6-7 år har jeg dyrket dogdancing, Heelwork to Music/Canine Freestyle, DKK Lydighed og Rally lydighed, på konkurrenceplan både i DKK og DcH med mine cavalierer. Og det har været sjovt, lærerigt, dejligt… og vi blev gode til det.. 🙂
Men efter 6- år med stort set ‘det samme’ synes jeg egentligt, at jeg trænger til noget nyt. ikke at jeg er så mageløst dygtig til disse sportsgrene, at jeg ikke kan lære mere… så meget langt fra! jeg vil stadig træne det med mine cavalierer, også med Morgan, border collien der flyttede ind i december 2014. Men konkurrencerne bliver der skåret med på.
Muffin og jeg fortsætter med HTM, hvilket hun er fantastisk dygtig til, og Beansen elsker Freestyle, så det er det vi to gør 🙂
Jeg har længe interesseret mig for Mantrailing, som er en ny hundesport i DK, og også haft et stille ønske om engang at få en redningshund.
Jamjar og jeg er sammen med gode træningsvenner gået i gang med Mantrailing. Det er interessant, nyt og anderledes. Og vi har det sjovt.
Morgan er på nuværende tidspunkt kun 14 uger, så jeg ved slet ikke endnu, hvad hun indeholder. Men jeg vil søge oplysninger om, hvordan man kommer i gang, og hvordan man kan forberede hvalpen til evt. at kunne blive redningshund.
To spændende nye projekter for 2015, som jeg glæder mig meget til.

Det næste bliver så min interesse for racehøns, som længe har været der, men som jeg af en eller anden grund først i løbet af 2014 har gjort noget ved.
Jeg har længe været lun på racen Orpington, som er en stor, tung, smuk høne, der findes i flere fine farvevarianter. For tiden har jeg 6 orpington høner i tre farver, og har lige bestilt 4 til, i to forskellige farver.

Disse er af gode stammer, og vil blive ringmærket, sådan at jeg kan udstille dem. 🙂
Aldrig havde jeg drømt om at ville udstille noget som helst, og da slet ikke høns…men nu har jeg fået smag for det, så det skal prøves.
2015 bliver et spændende år for os her på Skovsangervej.

Read Full Post »

Da Muffin blev udtaget til det danske NM landshold i år, havde jeg i starten mine betænkeligheder, fordi hun er så ung (2 år) og ikke har nogen erfaring med store internationale stævner, hvor der er noget mere leben og larm end ved de danske konkurrencer. Men jeg tog imod tilbuddet, og vi gik i gang med at udarbejde vores HTM program.
Træningen forløb meget fint, og jeg fornemmede at Muffin var på toppen en ugestid før selve konkurrencen. Dejligt!

To dage før afgang gik så den lille i løbetid, et par måneder før beregnet; jeg var ikke glad… 😦 og mest stemt for at melde afbud.
Løbetidstæver må iflg. reglerne ikke opholde sig bare i nærheden af konkurrence området, hvilket ville gøre det hele noget besværligt og også lidt trist for os. Men jeg havde jo givet tilsagn, og holdet følte, at de var afhængige af vores deltagelse. Så vi tog afsted.

Desværre blev alle mine bange anelser så rigeligt bekræftet: Vi blev anvist en uafskærmet plads ud til den mest befærdede gennemgang i hele hallen, hvor der konstant gik mange mennesker og hunde forbi. Der var en larm uden lige, og ringen kunne man ikke se. Vi delte denne krog med en anden ekvipage, hvor hunden gøede, hver gang Muffin stak hovedet udenfor sit bur…
Lille Muffin har aldrig før fløjet, aldrig opholdt sig i en så støjfyldt hal med masser af fremmede hunde, mange mennesker, og lugte af andre hundes tis og afføring, som blev lagt i rigelige mængder på gangarealet foran os.
Og hun blev træt, meget træt af al det påstyr…
Men så snart hun var sammen med mig på gulvet og jeg sagde: ‘skal vi arbejde?’ var hun på og klar! 🙂 hun var fokuseret, koncentreret, glad og veloplagt, arbejdede som en drøm og holdt kontakten 100% 😀
Mageløst!! jeg har aldrig prøvet noget lignende 🙂

Da vi til allersidst fik lov at varme op i ringen, lige inden vi skulle vise vores program, var Muffin glad, afslappet, koncentreret, og gjorde alt, selv de svære ting til perfektion. Lykkelig var jeg…
Men da musikken kom på, afspillet alt alt for højt og med en ubehagelig skrattelyd fra højttalerne, blev hun desværre virkelig bange, hvilket naturligvis tog glansen af hendes eller så smukke og præcise performance.
Synd og skam…
MEN jeg fik konstateret, at jeg har den sejeste hund, der kan arbejde og give 100% under så svære, næsten håbløse forhold, og stadig være glad og afslappet.
Og vi bidrog til bronze til et danske HTM landshold.
På turen hjem opførte hun sig som en lille globetrotter, lavede HTM og tricks i lufthavnen, tog det hele i stiv pote:)
Tillykke, lille Muffinshund, med bronze rosetten, og tillykke til mig selv med denne fantastiske hund ❤

Read Full Post »

Da jeg i april måned forøgede dyreholdet med 4 høns, var reaktionen fra de unge hunde ganske overvældende.
Der blev skreget højt, hver gang goggerne viste sig, trådhegn blev bidt i stykker, lågen blev tvunget op, og jeg byggede rent faktisk en indhegning rundt om selve hønsegården, for at have dobbelt sikkerhed.
Især Beansen, Toasty og ´Muffin var temmelig vilde; Beansen bed ved flere lejligheder dyrehegnet i stykker… 😦

Den form for adfærd vil jeg ikke acceptere, vil pokker’me have fred i mit egent hjem 😉 så vi gik i målrettet og systematisk antijagt træning (AJT).

Det stod hurtigt klart for mig, at der ikke var meget fidus i at klikke og belønne for at hundene så væk fra hønsene, og fokuserede på mig. Det gjorde intet ved den stress de følte i hønsenes nærhed, eller ved den frustration, der nødvendigvis bygges op, når man skal forsøge at ignorere det der lige nu er allermest spændende og vigtigt.

Strategien blev lagt om, og jeg valgte at klikke og belønne dobbelt. Klik og godbid (det bedste huset formår) for at stå/sidde roligt og se på hønsene, og endnu en belønning i form af at få lov til at blive ved med at se på dem, senere i forløbet ved at få lov til at snige sig hen imod dem.
På denne måde undgik jeg både stress og frustration, fordi hundene fik lov at glo på disse spændende skabninger så meget de ville, og oven i hatten at udføre en slags jagtadfærd.

Vi trænede på denne måde hele sommeren, ca. 1 gang om ugen. I starten stod vi udenfor den ydre hegn, rykkede hurtigt ind i bufferzonen mellem de to hegn. Senere i kort snor i hønsegården, derefter i 3 meter line, og til sidst uden line. Klik og beløn for roligt at iagttage hønsene, klik og beløn for roligt at bevæge sig rundt imellem dem, osv.

Successen kom hurtigt; hundene var betydeligt mere afslappede, når de gerne måtte se på hønsene og ind imellem snige sig hen imod dem. Hønsenes tiltrækning aftog relativt hurtigt, og andre ting, såsom hønsenes mad og de fjer, de havde tabt, blev mere interessante.

Hundene har i nogen tid været med i hønsegården, når jeg gør rent og ordner derinde, uden opsyn, stille og roligt.

I dag kom så kronen på værket 🙂
Beansen og Muffin gik med ind i hønsegården, da jeg skulle ind og gøre rent. Efter at have støvet rundt efter spændende hønsefoder (hvilket der ikke var), bad Beansen om at komme ud igen! 🙂 der var for kedeligt, kunne jeg se på hende.
Lidt efter kom Muffin spænende i flyvfart ud fra hønsenes krat… Ved nærmere eftersyn viste det sig, at hun havde stjålet en kogle fra goggerne ( jeg er ikke sikker på at gogs er klar over, at de havde en kogle..:) ) og ville meget gerne lukkes ud af hønsegården for at bringe dette trofæ i sikkerhed.

Sådan gik glansen af krævegogs… 😀

Jeg har trænet jævnligt, med tålmodighed og forståelse af jagtadfærd, og masser af belønning, både i form af lækkerier, og i form af tilladt jagtadfærd. Der har ikke været et eneste ‘Nej’, ‘Fy’, ryk i en line eller lignende.

Jeg er levende klar over, at dette ikke betyder at hundene vil afholde sig fra at jage høns eller andet godt i andre sammenhænge, på andre lokaliteter. Men vi er kommet et pænt stykke vej, og der er fred og ro herhjemme. Nu skal vi så ud og generalisere antijagt adfærden mange forskellige steder. 🙂

Der er altid noget at arbejde med 🙂

Read Full Post »

Jeg har længe interesseret mig for DKK Lydighed, og købte Beansen med det håb, at hun ville blive konkurrence lydighedshund.
Beansen og jeg har trænet hos Christina Ingerslev fra Beansen var hvalp, og vi har lært enormt meget, og er kommet rigtigt langt. Det har været fantastisk.

Beansen vinder af LP2 i Sorø 2013

Jeg havde længe en ide om, at det ville være fint at en cavalier king charles spaniel blev dansk lydighedschampion.

Beansen rykkede op i LP3 i løbet af 4 prøver, med toppoints, og har stillet op i LP3 en gang.
Hun elsker at træne, er meget motiveret, hurtig og kvik. Men Beansen vil trods det at vi har trænet det siden hun var lille hvalp, ikke gerne arbejde i regnvejr, eller i meget varmt vejr. Hun arbejder, men bliver langsom og ligner en hængt kat…har ikke nær den præcision, der kræves i LP3.
Da de fleste LP prøver er udendørs, bliver det jo lid svært…..

Det næste er, at Beansen ganske enkelt ikke ser formålet med præcision, og mister gnisten, når der kommer for mange gentagelser uden belønning. Jeg kan se lyset og gnisten forlade hendes øjne…. og det er min rettesnor: skinner min hunds øjne, lyser de op imod mig, eller går lyset langsomt ud.
Jeg kunne måske nok opnå champion titlen med hende, efter mange, mange træningstimer og prøver, og rigtigt mange ikke-så-gode oplevelser og ærgrelser.

Men hvorfor i himlens navn skulle jeg egentligt det?

Championtitlen er, når at kommer til alt ‘kun’ et ord- Beansen er den samme hund.
Der findes en dejlig, dygtig dansk cavalier, som blev DKLPCH sidste år, så raceæren er reddet… 😉

Beansen elsker at træne, men ikke at blive ved og ved og ved; hun vil have et sjovt og godt sammen med mig- og det var i øvrigt det, der oprindeligt var min tilgang til hundetræning.

Beansen er en hund, ikke en rekvisit i mit liv, ikke mit middel til at opnå social anerkendelse. Hun har kun det ene liv, meget kortere end mit. Hun skal have lov til at arbejde, og have det rart med det. Ikke spændes ned i en Prokrustes seng og tilpasses efter mine behov.

Vi har trænet Freestyle siden Beans var 1 årstid, hun er glad for det, og har klaret sig rigtigt godt. I Danmark er hun i FS klasse 2, og i Tyskland vandt hun klasse 1 i German Open i Berlin 2012.

1. plads klasse 1 German Open 2012

Så det er det, vi fremtidigt vil arbejde med 🙂 Fart og tempo, rigeligt med afveksling og opmuntring også i konkurrencesituationen; det er, hvad der får Beansen til at ‘spille’ og stråle.

Lille, søde, milde Beans har været så tålmodig, og lært mig så meget ❤ Jeg tænker, at jeg ikke igen vil prøve at tilrette en hund overvejende efter mine egne behov.

Read Full Post »

Den ene af de fire krævegogs har ligget skruk i 3-4 uger, og kom her til morgen ud i hønsegården for at furagere.

Beansen har længe kun set de 3 lyse høns, og mente muligvis at den var ny her…hun løb straks hen til hegnet, stille sig op og udstedet en Fatwa over den.

Men skrukken kunne vist huske, at Beansen -som led i vores træning- var inde i hønsehuset forleden dag, stak hele hovedet ind i redekassen og måtte hvæses ud….
I hvert fald vendte den sig mod Beansen og sagde med tydeligt kropssprog: ‘Fronter du mig og mit crew???’

‘Hvad, mig???’, sagde Beansen,’naaaiida!!, du forveksler mig vist med en af de andre. Mellem os sagt er det også uhyrligt, som de får lov til at te sig!!’

‘Hmm, muligt…det er jo heller ikke til at se forskel på jer latterlige skabninger’, sagde skrukken, som ligner de 3 andre på en prik.

‘Nåmen jeg har egentligt også lidt travlt’, sagde Beansen, og gik stille sin vej.

Livet på Skovsangervej er aldrig kedeligt 🙂

Read Full Post »